Ducator ApS

Nørregade i Frederiksværk

Et kald til samarbejde

Nørregade i Frederiksværk er død: Et kald til samarbejde

Kære Frederiksværk!

Lad os tale om elefanten i gågaden: Vores elskede Nørregade ligner efterhånden mere en spøgelsesby end en handelsgade. Som relativt ny aktør i gaden (ja, vi i Ducator ApS har kun været her i 2 år) har vi set flere butikker lukke end nye åbne – og det er altså ikke fordi vi lugter! ????

Houston, we have a problem…

Ifølge Frederiksværk Handel skulle her være hele 64 aktive butikker i 2023 i November, hvor vi var til møde med Frederiksværk Handel. Vi har talt og talt igen, men må have overset nogle – måske gemmer de sig bag de tomme vinduer? Vi forsøgte faktisk at blive medlem af denne eksklusive klub i november 2023, men fik aldrig rigtig svar på, om tallet dækker over betalende medlemmer eller bare er en kreativ rundingsteknik – måske var de bare ikke klar til os, og er stadig måske ikke klar – vi har i hvert fald ikke hørt noget fra dem siden. Det bliver en fortælling i et andet indlæg.
De butikker vi har arbejdet samman med på enkelte events var:
1. Is Salonen
2. Loppehjørnet
3. KRAM Spiseri
4. Sjællands Sikrings Center
5. Munk’ Fadølsservice
6. Hair By Emilie
7. Sparkøbmanden Ellevej
8. My Cozy House
9. Moderne Frisør
10. Frederiksværk Apotek
11. Skjold Burne
12. S.P. Løkke
13 Halsnæs Bryghus
14 Smukk

Handelsliv version 3.0 vs. version 1.0

Lad os være ærlige: Mens verden er rykket ind i version 3.0, kører mange butikker stadig på Windows 95. Vi har forsøgt at stable events på benene – Halloween, juleby, fastelavn – you name it! Men det er lidt som at arrangere en fest, hvor halvdelen af gæsterne melder afbud, og den anden halvdel glemmer at købe chips med.

Og ja, vi ved godt at e-handel er en udfordring. Men i stedet for at pege fingre ad Amazon og andre online giganter, kunne vi måske overveje at gøre gågaden til noget særligt? Et sted hvor folk faktisk har lyst til at komme?

Social Media er ikke en sygdom

Kære handlende: Facebook er ikke bare noget, de unge bruger til at dele kattebilleder. Instagram er ikke en hurtig vægtslankningskur. Og TikTok er ikke en særlig type bolsje. Det er faktisk der, hvor jeres kunder er! Mens butikkerne kæmper med at sætte et opslag på Facebook, har kunderne for længst bevæget sig videre til næste platform.

Huslejer i himlen

Og så til jer, kære udlejere. Vi ved godt, at I også skal tjene til smørret, men når huslejerne er så høje, at butikkerne må sælge guldbarrer for at overleve, er der måske noget galt med regnestykket?

Vores ydmyge forslag

Vi har brug for en redningsplan. Og nej, ikke flere bankospil i Gjethuset eller julebelysning til priser, der får selv nordlyset til at rødme. Vi har brug for ægte samarbejde, innovation og modet til at tænke anderledes.

En sidste bøn

Til alle butikker i Nørregade, som håber på stadig at være her om 12 måneder: Lad os samarbejde! Lad os modernisere! Lad os skabe noget fedt sammen! For alternativet er, at vi ender med en gågade, hvor det mest spændende er at tælle tomme butiksvinduer.

Ducator ApS står klar med åbne arme og masser af ideer. Vi lover endda at dele vores kage til møderne! ????

Lad os sammen gøre Nørregade til mere end bare en gennemkørselsvej for fodgængere.

Med håbefulde hilsner,

Ducator ApS

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top
×